I Thy er der højt til himlen, rent og frisk luft, et driftigt erhvervsliv og et fantastisk kulturliv.
Thy ligger i den nordvestlige del af Danmark og byder på en smuk og overvældende natur – omkranset af det barske Vesterhav mod vest og den blide Limfjord mod øst. Der bor cirka 40000 indbyggere i Thy og omkring 15000 bor i Thy´s største by Thisted. Vinden ude fra havet kan være temmelig kraftig i dette hjørne af Danmark og det har betydet lange perioder med sandfygning, som har skabt markante klipper, våde lavninger samt utallige søer. Naturen i Thy er så unik, at Thy i 2008 blev valgt som Danmarks første nationalpark – Nationalpark Thy. Nationalpark Thy er Danmarks største vildmark og den strækker sig i et 12 kilometer bredt bælte fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord. Et område, der er næsten lige så stort som Langeland. Thy er desuden kendt som Cold Hawaii, fordi de brusende bølger fra Vesterhavet er helt unikke og fantastiske til surfing. Langs kysten findes 29 surfspots, som tiltrækker surfere fra hele verden og man kan være heldig at være vidne til surfere, der boltrer sig i vandet og laver de vildeste hop. Hvert år holdes der World Cup i Wave Performance i bølgerne ud for Klitmøller.
Har du endnu ikke oplevet THY er det bare med at komme afsted!